Hvad er en lompe?

Den udløsende årsag til, hvad der for de aller fleste nordmænd vil være et særdeles tåbeligt spørgsmål, var en Narvesen-plakat, som reklamerede for nævnte lompe med tilhørende pølse til en endda overordentlig rimelig pris. Min hjælpsomme kone forklarede efter bedste evne sin svigermor, at en lompe var "en slags lefse" – hvilket jo er helt korrekt, al den stund at lompen også går under navnet "potetlefse". Men lige meget hjalp det min mor, for i Danmark har man hverken lompe eller lefse. Der serverer man pølser i pølsebrød. Punktum.

For en udenforstående har Norge usædvanlig mange forskellige ord for relativt fladt, relativt blødt bagværk: Der er selvfølgelig lompen i alle dens variationer (speltlompe, langlompe, Gjøviklompe…). Og der er lefse, lapper, sveler, kakkakaku, kling, potetkake, skeibladkake, hellekake og klenning, for blot at nævne nogle.

Når jeg placerer alt dette under samme rubrik (fladt, blødt bagværk) er jeg fuldt ud klar over, at jeg er på vej ud på vældig tynd is. For indfødte nordmænd vil selvfølgelig insistere på, at der er endda overordentlig stor variation fra den ene type bagværk til den næste. Variationen er i betydelig grad regional. For et halvt års tid siden var det for eksempel en stor sag på NRK Hordaland, at Trønderne ikke kunne knække "Vestlandslefsekoden", og dermed ikke kunne finde ud af at producere Vestlandslefse på en måde, som sikrede både den orginale smag og kvalitet. Problemet var opstået, fordi man flyttede lefsebagningen fra Toro i Os til moderne fabrikslokaler hos Lierne bageri i Trøndelag – dette altså med fatale konsekvenser for Vestlandslefsen. For Vestlandslefsens karakter, forstår man, ligger ikke kun i selve opskriften, men også i de gamle lefsebagemaskiner, man brugte i de gode gamle dage i Os. Disse maskiner "knar deigen på samme måte som om du knar deigen for hånd", forklarede Tom Fagerthun (sønnesøn til manden, som i sin tid udviklede "de helt specielle maskinene som fikk til den helt spesielle lefsen") til NRK Hordaland, da kontroversen om Vestlandslefsen var på sit højeste. Men for en dansker er forskellen mellem en lefse og en lompe nu både til at overse og leve med.

Det samme gælder den brune ost. En hurtig tur i Meny afslører, at varianterne er utallige: Gudbrandsdalsost, Millom, Fløtemysost, Misværost, Stølstype, Innherredost, Ekte Geitost, Heidalsost, for bare at nævne nogle få. Og så er der alle derivaterne, så som prim og gomme. Det er et imponerende vokabular for variationer over en ost, som ikke er nogen egentlig "ægte ost", men som produceres af osteproduktionens affald. Længere mod nord, hvor man er mere til ren end ost, forlyder det, at samerne har mer end 1000 ord, som beskriver ren og rendrift, og mer enn 300 ord, som beskriver sneen – som sætter rammerne for nævnte reners færden store dele af året – detaljeret (skuffende nok viser et hurtigt Google-søg, at man i Grønland slet ikke har 100 ord for sne, men kun to!). Som en parantes kan man bemærke, at man længere mod syd, hvor man har færre rener, i stedet har udviklet en række fine begrebsmæssige distinktioner for "mindre landområde omgivet af vand på en, flere eller alle kanter".

Kært barn og kær mad har mange navne. "Kær mad" er ikke kun den mad, vi synes godt om, men også den mad, som er med på at definere os som en del af lokale, regionale og nationale fællesskaber. Ifølge Store Norske Leksikon er for eksempel brunosten "med rette blitt kalt Norges nasjonalpålegg. En matpakke med brunostskiver er selve symbolet på det hverdagslige og nøkterne her til lands". Det er ikke sikkert, det er nogen god ide for en dansker, at tulle med den slags i en blog? Jeg må for en sikkerheds skyld på forhånd, og på det stærkeste, advare mod forsøg (i kommentarfeltet nedenfor) på at genrejse den norske nationale ære gennem dårlig humor, der går på bekostning af den røde pølse og dansk morgenbrød!